Sparbanks Bronzeskulptur – Del 1

/, Bronzeskulpturer af Lina/Sparbanks Bronzeskulptur – Del 1

Sparbanks Bronzeskulptur – Del 1

En stor bronzeskulptur til Sparbanks domicil

Sparbank kunst - Linas 7 kvindeskulpturer

 

Efter en lang proces med dialog med først tidligere Adm. direktør Henning Hyrdum og senere nye adm. direktør Karl Tholstrup, blev det besluttet, at Lina skulle skabe en stor bronzeskulptur til Spar Banks domicil i Skive, og dermed Linas første store ordre til Jylland.

Bronzeskulpturen skulle måle omkring 2 m incl sokkel og skulle gerne associere til Spar Banks logo- egetræet.

Opgaven rumsterede og ulmede en rum tid i Linas hoved og en skitse blev lavet. For at få en idé om højden og proportionerne, tegnede Lina en ny skitse på bobleplasten på et kæmpe lærred. Vi brugte en træstolpe på fod som skellet for træstammen og noget af kvinden. Der blev varmet og klargjort voks i lange baner – beklædt træstolpen med voks – bygget lag på lag med voks for efterhånden at begynde at ane en kommende egestamme. I den skønne have ved Atelieret står heldigvis flere smukke gamle meterhøje egetræer, som fik deres bark fotograferet, nærstuderet og berørt som inspiration og rettesnor. Lina fik skabt en meget spændende og smuk træstamme med snoede livagtige rødder.

Vi beundrede det foreløbige resultat, men pludselig udbrød Lina til sin forfærdelse, at det for pokker da ikke var et egetræ, der var ved at vokse ud af hendes hænder, men i stedet et tropisk træ.. Ups det gik jo ikke, så resolut blev rødder og en pæn del af stammen skåret væk… En anden nærstuderen af egestamen begyndte, og ret hurtigt groede den helt rigtige stamme frem med den sejeste furede bark. Så begyndte kvinden at vokse op fra egestammen i al sin skønhed.
Jævnligt blev voksskulpturen limet, og det er godt nok et større projekt, da Linas skulptur jo på ingen måde er jævn og glat, men fyldt med furer, huller, kringelkroge og gevækster … sikke et arbejde og ufattelig mange gange limning, så ikke skulpturen bliver for blød og ændre form og knækker … Sideløbende med skulpturens skabelse, skulle vi udtænke en måde at kreere en egetræs krans. Den blev skabt ved at lægge ler på den tegnede model og senere blev den skåret i mindre bidder og lagt til tørre.

Som kvinden efterhånden tog form, måtte vi udtænke et stativ som skulle støtte kransen. Det blev til flere tykke bambuspinde, som blev plantet i ler ved skulpturens fod. Der kom en tværlægger på og adskellige blomsterpinde blev stukket ind i kvinden og tapet fast til bambusstativet. Det så ærlig talt en kende barbarisk ud : ) Forsigtigt byggede vi kransen op og fæstnede den til Storm P. stativet og skulpturen. En kost måtte til for at stive det hele af … Skulpturen så ærlig talt temmelig komisk ud … Under hele processen har vi taget en del billeder for at man kan følge processen.
Endelig var Lina glad og tilfreds med skulpturen, som nu var klar til sin jomfrurejse til støberen i Sverige. Men ak! Da skulpturen skulle trilles over de toppede brosten på gårdspladsen ved Atelieret, knækkede den i adskellige stykker … Nå men afsted kom vi med puslespillet og så skulle der ellers endnu engang tænkes kreativt/ alternativt, da skulpturen skulle klinkes. Flere koste og en gasbeholder m.m. blev taget i brug hos støberen, og vi tog endnu engang en masse billeder. Endelig kunne vi efterlade skulpturen hos støberen. Lina har efterfølgende været oppe på besøg for at følge processen. Læs DEL 2

Af | 2017-09-17T10:27:56+00:00 19. september 2010|Bronzearbejde Processen, Bronzeskulpturer af Lina|